Om Norges Tiltrædelse af Bernerkonventionen

skriver O(ve) R(ode) i Politiken bl. a.:

«Vi staar nu overfor den fuldbyrdede Kjendsgjerning – Norge er i Konventionen, og vi staar udenfor – og det vil da ikke være af Vejen at se, hvorledes Forholdet for Fremtiden vil arte sig. Fra det Øjeblik, Norge har anerkjendt den internationale Forfatterrets Grundsætninger, tilkommer der alle i Norge udkommende Bøger retslig Beksyttelse mod ulovlig Udbytning i alle Konventionens Lande. Det vil altsaa si, at alle norske (og danske) Forfattere, der udgir sine Bøger paa norsk Forlag, derved opnaar Bestemmelsesret over Bøgernes Skjæbne bl. a. i de tre europæiske Hovedlande, Tyskland, Frankrige og England. De vil kunne hindre, at deres Værker skamskjændes af en uduelig Oversætter, og de vil faa en rimelig Andel i Udbyttet af sit Aandsarbejde.

De Forfattere, der udgir sine Bøger i Danmark, er derimod prisgivne til Udlandets Forgodtbefindende.

Det er indlysende, at den danske Boghandel under disse Vilkaar vil faa store Vanskeligheder at kjæmpe imod. At den selv er paa det Rene hermed, fremgaar af den Adresse, hvori alle betydelige kjøbenhavnske Forlæggere i 1894 henvendte sig til Rigsdagen med Anmodning om af Hensyn til Norges eventuelle Tilslutning til Konventionen ogsaa at lade Danmark følge med. Det kunde forøvrigt tænkes, at en driftig Mand, der ikke saa saa nøje paa sine midler, søgte Udveje til at omgaa disse Vanskeligheder og for Eksempel etablerede en tvedelt Forretning, en Afdeling med Sæde i Kristiania for Udgivelsen af internationalt beskyttede nordiske Originalværker og en Afdeling i Kjøbenhavn for røvede Oversættelser. Et saadant Dobbeltforetagendes Mulighed viser det fuldkomment meningsløse i, at de to Lande ikke paa dette Omraade følges ad. Foretagender af en saadan Art vilde vel forøvrigt paadrage Danmark et Odium i Udlandet, som ikke i Længden var til at bære. Men ingen garanterer os mod, at den driftige Mand skabes af Situationen – saafremt vi da ikke snarest mulig søger at komme ud af den.