Norsk Retstidende.

Ugeblad for Lovkyndighed, Statistik og Statsøkonomi, udgivet af den norske Sagførerforening.

Nr. 28. Onsdagen den 28de Juni. 1876.

Domme.

Antaget, at det, naar et Skrift er solgt itl en Forlægger uden at det er oplyst hvorvidt det er den fulde Forlagsret, der er afstaaet eller allene Retten til et enkelt Oplag, maa antages, at allene det sidste er ment. Navnlig findes dette klart, naar et literært Produkt sælges til et Blad. Tvivlsomt Spørgsmaal om hvorvidt det var godtgjort, at et Skrift, da et nyt Oplag udkom, havde været: «aldeles bortsolgt» og om Bevisbyrdens Fordeling desangaaende.

Høiesterets Votering og Dom af 22 April d. A. i Sagen, L. Nr. 155/1 1876: Bogtrykker H. J. Jensen (T. E. B. Heiberg) mod Digteren Henrik Ibsen (Stang).

Assesssor Hansteen: I Aaret 1857 blev Henrik Ibsens dramatiske Værk «Fru Inger til Østerraad» trykt i det paa Bogtrykker H. J. Jensens Forlag udkommende Blad «Illustreret Nyhedsblad», og der blev derhos af Værket taget en Del særskilte Aftryk, som kom i Boghandelen. Det følgende Aar, 1858, blev Ibsens næste dramatiske Værk «Hærmændene paa Helgeland», udgivet som Følgehefte til Illustreret Nyhedsblad»; men medens Nyhedsbladets Abonnenter ugjorde et Antal af 1,700 blev der af «Hærmændene paa Helgeland» trykt et Oplag af 2,220 Expl., saaat der var et Overskud af 500 Exempl., som kom i Boghandelen. I 1871 tilskrev Bogtrykker Jensen Henrik Ibsen en Skrivelse, hvori han underrettede ham om, at han havde bestemt sig til at foranstalte et nyt Oplag, af «Fru Inger til Østerraad» og «Hærmændene paa Helgeland», hvorfor han sendte Ibsen et Revisionsaftryk af de første Ark af Bøgerne for det Tilfælde at Ibsen skulde ville foretage nogen Forandring. Herpaaa svarede Ibsen i en Skrivelse af 17 Septbr. f. A., hvori han paa det Bestemteste protesterede imod, at Jensen havde nogensomhelst Eiendomsret til de nævnte Arbeider, da disse af Ibsen i sin Tid kun vare solgte til Brug for «Illustreret Nyhedsblad», og han nedlagde derfor den bestemteste Indisgelse mod, at Jensen lod udkomme nogen ny Udgave af disse Skrifter. Ikke destomindre lod Jensen i Løbet af 1871 udkomme en ny Udgave af «Hærmændene paa Helgeland», og paa Grund deraf sagsøgte Ibsen efter forgjæves Forligsmægling Jensen og paastod ham frekjendt al Forlagsret til de to nævnte Skrifter, hvorhos han paastod Konfiskation af den udkomne Udgave af «Hærmændene paa Helgeland» og Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa Jensens Bekostning, for det Tab, som han havde lidt ved Jensens Fremgagsmaade med Renter af Erstatningsbeløbene fra Forigsindkaldelsen; tillige paastod han Jensen ilagt Straf efter Kriminalloven og tilpligtet at betale Sagens Omkostninger. Ved Kristiania Byretsdom af 28 Septbr. f. A. blev Jensen kjendt uberettiget til Forlæg eller Oplag a de nævnte Skrifter, og det blev bestemt, at de eftertrykte Exemplarer af «hærmændene på Helgeland» skulde være forbrudte til Ibsen, hvorhos Jensen blev tilfunden for Overtrædelse af Krll.s Kap. 22 § 20 at bøde 10 Spd. til Statskassen samt tilpligtet at betale Erstatning efter uvillige Mænds Skjøn, optaget paa hans Bekostning, for den Skade, som kan antages at være Ibsen forvoldt ved

den af Jensen foranstaltede nye Udgave af «Hærmændene paa Helgeland», tilligemed 5 pCt. Rente af Erstatningssummen fra Forligsindkaldelsen den 16 Decbr. 1871 og 25 Spd. i Porcesomkostninger.

Denne Dom er fra Jensens Side paaanket til Høiesteret, hvor han ligesom ved Byretten har paastaaet sig frifunden for Ibsens Tiltale og tilkjendt Processens Omkostninger for begge Retter, medens Ibsen har paastaaet Byrettens Dom stadfæstet og sig tilkjendt Porcessens Omkostninger for Høiesteret.

Det første Spørgsmaal under Sagen er, hvorvidt Ibsen i sin Tid har overdraget ham en begrændset Ret til at trykke dem. I denne Henseende staa begge Parters Paastande naturligvis mod hinanden. Jensens paastaar, at han i sin Tid har erhvervet den fulde Forlagsret uden nogen Indskrænkning eller noget Forbehold; Ibsen derimod paastaar, som allerede anført, at han kun overdrog Jensen disse Skrifter til Benyttelse for «Illustreret Nyhedsblad». Nogen Oplysning udenfor Parternes Opgivende i denne Henseende har man ikke, da den Mand, gjennem hvem Forhandlingerne gik, nemlig Universitetsbibliothekar P. Botten Hansen, var afgaaet ved Døden nogen Tid før denne Sag kom paa. Ibsen har i en Skrivelse af 9 Juni 1873 givet en nærmere Forklaring om, hvorledes det i sin Tid gik til. Han forklarer i denne Skrivelse, at han i de første Maaneder af 1857 fra Bergen, hvor han den Gang opholdt sig, sendte en Afskrift af «Fru Inger til Østeraad» til Botten Hansen i Kristiania med Anmodning om der at skaffe ham en Forlægger til Stykket. Som Svar herpaa foreslog Botten Hansen ham mod et Honorar af 50 Spd. at lade Stykket trykke i «Nyhedsbladet». Herpaa gik Ibsen ind, og i Sommerens Løb udkom Stykket i 5 paa hinanden følgende Numre af Bladet. Da Ibsen kort efter ankom til Kristiania, erfarede han, at man i Nyhedsbladets Trykkeri uden hans Vidende havde taget Separataftryk af Stykket, hvilke solgtes for Bladets Regning. I Begyndelsen af 1858, heder det videre i denne Skrivelse, solgte Ibsen, som da havde taget Bolig i Kristiania, ligeledes til Botten Hansen Retten til at lade «Hærmændene paa Helgeland» trykke som Tillægshefte for Nyhedsbladets Abonnenter mod en Godtgjørelse af 30 Spd., hvorhos det fra Bladets side betingedes, at Bogen skulde trykkes i 2,200 Expl. Abonnenternes Antal opgaves at være, som anført, 1700. Var dette Opgivende rigtigt, tilføies der, udkommer altsaa et Overskud af 500 Expl. der bleve solgte til Fordel for Bladet. Det heder sluttelig i Skrivelsen, at Jensen stod personlig ganske udenfor disse Underhandlinger. Naar der i denne Ibsens Skrivelse, som anført, siges at det var uden hans Vidende, at man havde taget Separataftryk af «Fru Inger til Østerraad», stemmer dette forøvrigt ikke med, hvad der er anført i Forligsklagen, idet der i denne siges, at det var efter Aftale, at der af dette Skrift toges nogle Separataftryk for Boghandelen. Jeg tror imidlertid ikke, at det har nogen afgjørende Indflydelse, enten man gaar ud fra det ene eller det andet. Naar der nu spørges, hvorfra man under disse Parternes mod hinanden staaende Forklaringer skal gaa ud med Hensyn til, hvorvidt den fulde Forlagsret kan antages afstaaet eller ikke, maa dette selvfølgelig bero paa, hvad man fined under Forhold som de her forhaandenværende at maatte have Præsumtionen for sig. Min Mening er, at naar det ikke er oplyst, hvorvidt det er udtrykkelig aftalt, at Forlagsretten, den fulde og uindskrænkede Forlagsret, er afstaaet, eller om der kun er afstaaet en Ret til at trykke et Oplag er afhændet. Men hvad man nu end i Almindelighed herom vil antage, tror jeg det maa være klart, at naar som her et Skrift er solgt til Tryckning i et Blad, maa Formodningen være mod, at det har været Forfatterens Mening at afstaa den fulde Forlagsret, saaledes at Bladets Forlægger senere skulde kunne trykke nye Oplag. Jeg mener, at det ligger i Forholdets Natur, at hverken Forfatteren selv eller

Bladudgiveren, som trykker Værket, kan forudsættes at have tænkt paa Trykning af senere Oplag, naar herom Intet har været nævnt. At der, som i dette Tilfælde, foruden de til Abonnenterne medgaaede Exemplarer, tillige er trykt et Antal Exemplarer, som ere komne i Boghandelen, antager jeg ikke kan forandre Sagen; thi der ligger ikke deri nogen Grund til at betvivle, at fra begge Parters Side Trykningen for Bladets Abonnenter har været anseet som Hovedsagen og det andet som et Accessorium, og det er i sig selv en ganske rimelig Ting, at en Forfatter, der sælger et Skrift til Benyttelse for et Blad, med det samme kan give Samtykke til, at der trykkes et noget større Antal Exemplarer. Min Mening er altsaa, at i Mangel af nærmere Olysninger maa i nærv. Tifælde Sagen gaa Bogtrykker Jensen imod allerede paa Grund af Bevisbyrdens Stilling.  Men der er ogsaa en Omstændighed, som ialfald i nogen Grad bestyrker, at Jensen ikke selv har tænkt, at han ved de stedfundne Overenskomster om disse Skrifter har erhvervet en virkelig Forlagsret, eller med andre Ord, Ret til ogsaa at udgive senere Oplag. Jeg sigter herved til det Faktum, at da Jensens Bo nogle Aar senere, saavidt erindres skal det have været i 1864, kom nder Konkursbehandling, opgav ikke Jensen Forlagsretten til disse 2 Skrifter i Boet som Eiendomsgjenstande, tilhørende ham hvortil han jo havde været forpligtet, naar han virkelig troede at eie Forlagsretten til disse Bøger. Dette Faktum er paa det Rene, og det har saameget større Betydning, som man seer, at der i Boet er opgivet Forlagsretten til forskjellige andre Skrifter, der synes at have være af meget ringe Betydning, idet flere af disse Skrifter have været af den Beskaffenhed, ar Forlagsretten til dem ved Auktion i Boet ere solgte for ganske ubetydelige Beløb. Forlagsretten til et Skrift er solgt for 5 Spd., Forlagsretten til hvert af 2 andre Skrifter for 1 Spd., og Forlagsretten til et Skrift blev endog kun udvragt til 70 skilling. Af saa stor Værdi synes dog Forlagsretten til de her omhandlede Skrifter at maatte antages at kunne have været, og jeg tror ikke, der kan tages Hensyn til den Bemærkning fra Jensens Side, Aarsagen til, at disse Skrifter ikke bleve opgivne, var den, at Forlagsretten til dem ansaaes for ganske værdiløs. Var Forlagsretten i 1864 saa rent værdiløs, er der jo ogsaa liden Rimelighed for, at Jensen i 1857 og 1858 har tænkt sig, at den ugjorde nogen Del af det, som han erhvervede sig for de respektive Beløb 50 Spd. og 30 Spd.

Naar man altsaa, som anført, garr ud fra at Jensen ikke havde erhvervet sig Forlagsretten til disse Skrifter, bliver efter Proceduren det næste Spørgsmaal, om det kan antages, at Retten til paanyt at udgive dem i Henhold til Frdng. 7 Jan. 1741 var faldt i det Frie i 1871 som Følge af, at Skrifterne da vare udsolgte. Jensen har nemlig i et Indlæg af 30 April 1872 bemærket, at han «ligeoverfor Spørgsmaalet om Eiendomsretten til de omprocederende Værker, med Hensigt ikke har ville gjøre gjældende den ham tilkommende Exception, hentet derfra, at Forlagsretten til begge Værker, da han igjen begyndte at oplægge dem, forlængst var falden i det Frie». Da denne Omstændighed imidlertid, heder det, «gjør Berettigelsen af, hvad Indst. (Jensen) har foretaget, utvivlsom, fordrer han for det Tilfælde, at Sagen i Hovedspørgsmaalet mod Formodning skulde gaa ham imod, Exceptionen tagen i Betragtning som Grund til Frifindelse for enhver Straf efter Kriminalloven,  - - -, Konfiskation, Erstatning og Sagsomkostninger». Jensens Paastand er altsaa, at disse Skrifter paa den Tid, da han traf Foranstaltning til paanyt at udgive dem, havde været solgte, eller, som det i Frdng. heder, «aldeles bortsolgt» i saa land Tid forud, at han som enhver Anden efter Forordningen havde Ret i at oplægge dem paanyt. Som Bevis for, at «Hærmændene paa Helgeland» allerede i længre Tid havde været udsolgt, har han paaberaabt sig, at i «Norsk Bogfortegnelse», som i 1870 var udgivet af Botten Hansen og Sigwart Petersen, er det anført, at dette Værk var

udsolgt. Endvidere havde han ved Byretten paaberaabt sig en Erklæring fra Boghandlerfirmaet Feilberg og Landmark af 5 Novbr. 1873, gaaende ud paa, at de i flere Aar forgjæves havde efterspurgt «Hærmændene på Helgeland», indtil de i Oktbr. 1871 fik sig tilsendt nogle Exemplarer af denne Bog, nemlig af det nye Oplag. Efter Byretsdommens Afsigelse har Jensen optaget et Thingsvidne, under hvilket der er fremlagt Erklæringer fra 3 Boghandlere, nemlig Richie, Petersen og Stensballe,  hvilke Erklæringer, hvad «Hærmændene paa Helgeland» angaar, gaa ud paa, at dette Værk i flere Aar var udsolgt, før nyt Oplag blev udgivet. Disse Erklæringer ere af Richie og Stensballe under Thingsvitnet beedigede. Jeg tror dog ikke, at der ved disse Oplysninger er tilveiebragt tilstrækkeligt Bevis for, at Bogen paa den Tid, hvorom der her handles, var, som det heder i Forordningen, «aldeles bortsolgt». Den omhandlede Bogfortegnelse kan ikke tillægges nogen Betydning, da man ikke har nogen Oplysning om, hvilke Undersøgelser der ligge til Grund for den Anførsel, som der findes, om, at «Hærmændene paa Helgeland» var udsolgt. Erklæringen fra Feilberg & Landmark er fra Ibsens Side modsagt. Hvad angaar de Erklæringer, som ere afgivne af Boghandlerne Richie, Petersen og Stensballe, maa jeg for det første med Hensyn til Stensballes Erklæring bemærke, at den har den Tiilægsbemærkning, at han «erindrer at have forlangt Bøgerne forgjæves»; og dette anføres som Grund til, at han kan afgive den Erklæring, at de nævnte Bøger i flere Aar havde været udsolgte. Nogen lignende Begrundelse indeholder vistnok ikke Richies og Petersens Erklæringer; men der er ingen Grund til at antage Andet, end at ogsaa disse Mænd, ved at afgive sine Erkæringer, ene og allene støtte sig paa den Omstændighed, at de erindre, at de forgjæves have forlangt eller efterspurgt Bøgerne. Da nu disse Erklæringer ikke indeholde nogen nærmere Oplysning om, hvilke Undersøgelser der er anstillet om, hvorvidt disse Bøger fremdeles vare i Boghandelen, finder jeg ikke, at der kan tillægges dem nogen Vægt. Det er klart, at et Vidnesbyrd af Beskaffenhed som disse, ingenlunde kan tillægges samme Betydning som en Vidneforklaring om Noget, som Vedkommende har oplevet eller erfaret. Her gjælder det er Faktum, hvorom Vedk. ikke kan have nogen bestemt Kundskap, medmindre han har anstillet meget nøiagtige Undersøgelser, og det ikke allene her i Byen, men hos Boghandlere i det hele Land, og der er ingen Grund til at forstaa de afgivne Erklæringer anerledes, end at Vedk. have efterspurgt Bøgerne kun her i Byen. Thi havde der været anstillet saadan nøiagtig Undersøgelse eller Efterspørgsel hos Boghandlerne ogsaa i alle andre Byer eller over det hele Land, kan man være ganske vis paa, at det var blevet oplyst af de Boghandlere, som have forklaret sig. I et Tilfælde som dette, hvor det gjælder Forfatteren eller den tidligere Forlægger at tilvende sif Retten til at udgive en Bog, tror jeg, at man maa stille de stærkeste Fordringer til Beviset. Det forekommer mig, at eftersom Forholdene nu have udviklet sig, er det i et saadant Tilfælde ikke for meget forlangt, at den, der vil tilegne sig Retten til at udgive en Bog, fordi den er udsolgt, maa sikre sig fuldstændigt Bevis for, at det virkelig forholder sig saa, enten ved at lade udgaa et Cirkulære til alle Landets Boghandlere eller paa anden Maade; derimod antager jeg at saadanne løse Erklæringer som de, der her foreligge, ikke kunne ansees for tilstrækkelige. Som et Exempel paa, at disse Erklæringer ere temmelig overfladiske, skal jeg ogsaa nævne, at det siges om begge Bøger, baade «Hærmændene paa Helgeland» og «Fru Inger til Østeraad», at de i flere Aar havde været udsolgte, før nye Oplag bleve udgivne, hvilket jo er ganske ukorrekt, da der ikke af Jensen blev udgivet noget nyt Oplag af «Fru Inger til Østeraad», men kun af «Hærmændene paa Helgeland». Senere, nemlig i 1873 og 1874, er der af bege Bøger udgivet nye Oplag af Ibsen selv paa den Gyldendalske Boghandels Forlag, men det er naturligvis ikke til disse Oplag, at det sigtes i Erklæringene;

thi da havde jo disse ingen Betydning; da vilde de nemlig ikke gaa langt nok tilbage i Tiden.

Jeg har her kun opholdt mig ved de Oplysninger, der ere tilveiebragte, angaaende hvorvidt «Hærmændene paa Helgeland» var udsolgt. Det er nemlig efter Sagens nuv. Stilling overflødigt at omhandle dette Spørgsmaal med Hensyn til «Fru Inger til Østeraad», da der ikke længre er Spørgsmaal om Erstatning i Anl. af Jensens Forhold med Hensyn til denne Bog; Byretten har nemlig ikke tilkjendt Ibsen nogen Erstatning forsaavidt, og der er ikke fra Ibens Side udtaget nogen Kontrastevning for Høiesteret.

Jeg tror altsaa, at Jensen maa ansees for at have være uberettiget til paanyt at udgive «Hærmændene paa Helgeland», og at han saaledes ikke kan undgaa at dømmes til Mulkt, Konfiskation og Erstatning i denne Anledning saaledes, som ved Byrettens Dom er skeet. Mulktens Størrelse antager jeg ogsaa er passende bestemt i denne Dom. Jeg kommer altsaa i det Hele til samme Resultat som Byretten, hvis Dom jeg antager kan stadfæstes, ligesom Jensen da maa tilpligtes at betale Provessens Omkostninger ogsaa ved Høiesteret.

Konklusion:

Byrettens Dom bør ved Magt at stand. Processens Omkostninger for Høiesteret betaler Bogtrykker H. J. Jensen til Henrik Ibsen med 70 – sytti – Speciesdaler.

Assessor Hallager: Jeg er i det Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Assessor A. Thomle: Ligesaa.

Assessor Blich: Med Hensyn til Spørgsmaalet om, hvorvidt Appell. i sin Tid skulde være overdraget Forlagsretten til de omhandede Skrifter hel og holden, er jeg enig med førstvoterende. Derimod er jeg ikke enig med ham i, at der i nærv. Sag ikke skulde være ført tilstrækkeligt Bevis for, at Skrifterne, som det heder i Frdng. 7 Jan. 1741, havde været «aldeles bortsolgte» i saa lang Tid, som Forordningen kræver, forinden Jensen paabegyndte det nye Oplag af «Hærmændene paa Helgeland». Efter hvad Førstvoterende har erklæret i saa Henseende, kunde man, forsaavidt hans Mening skulde være den rigtige, ikke engang standse ved at kræve, at Udgiveren eller Bogtrykkeren have anstillet Undersøgelser her i Landet, men man maatte fordre, at han ogsaa havde henvendt sig til samtlige Boghandlere ikke allene her i Landet eller i de skandinaviske Lande, men i hele Europa, kanske hele Verden rundt for at høre, om Værket var bortsolgt eller ikke, og om man endog efter hans Anskuelse havde gjennem Aviserne anmodet om Erklæringer i saa Henseende, kunde man alligevel ikke være sikker paa, at jo enkelte Exemplarer af Skriftet kunde findes et eller andet Sted, og man vilde jo altsaa heller ikke da kunne antage, at der var ført et tilstrækkeligt Bevis herfor. Jeg antager, at man i nærv. Tilfælde faar standse ved de Forordninger til Beviset, som i Almindelighed gjøres gjældende; i denne Henseende finder jeg, at der ikke kan være Tale om Andet, end at man afæsker de Personer, som bedst maate kunne give Oplysning om, hvorvidt Skriftet existerer i Boghandelen, Erklæring i saa Henseende, og naar denne gaar ud paa, at Skriftet i længre Tid ikke har været at erholde i Boghandelen, maa det herved første Bevis for, at Værket er udsolgt, ansees for tilstrækkeligt. Det forekommer mig ogsaa ganske rimeligt, at naar man paa det Sted, hvor Bogen fornemmelig kan være at vente kjøbt, nemlig her i Kristiania, hvor den er udgivet og hvor Forlæggeren og de vigtigste Boghandlere bo, forgjæves har efterspurgt Skriftet, da kan man være temmelig sikker paa, at det heller ikke kan være at erholde hos en Boghandler paa et mindre Sted her i Landet; desuden staa samtlige Boghandlere i den senere Tid i en saadan Forbindelse med hinanden, at man kan være temmelig sikker paa, at naar en Boghandler her i Kristiania erklærer, at Skriftet er

udsolgt, saa har man allerede faaet tilstrækkelig Oplysning om, at det virkelig heller ikke existerer i Boghandelen paa andre Steder. Jeg antager forøvrigt, at om endog et enkelt Exemplar tilfædligvis skulde være i en Boghandel, maa dog Værket ansees udsolgt, og Forordningens Bestemmelser ere dermed opfyldte. De Oplysninger, som ere tilveiebragte, gaa bestemt i den Retning, at Værket allerede i længre Tid havde været udsolgt. Bogfortegnelsen af 1870 tilllægger jeg megen Vægt. I en Bogfortegnelse, der netop gaar ud paa at give Oplysnigner af den her omhandlede Beskaffenhed, maa man antage, at der ogsaa indeholdes en paalidelig Meddelelse om, hvorledes Forholdet er, og naar det der er anført, at «Hærmændene paa Helgeland» er udsolgt, antager jeg, at der heri ligger et vægtigt Bevis for, at et ogsaa er Tilfældet. Men dertil kommer Erklæringene fra andre Boghandlere, Feilberg & Landmark, Richie, Stensballe og Petersen. Disse Erklæringer indeholde at Værket allerede i flere Aar havde været ude af Boghandelen, forinden det af Appell. udgivne Oplag paabegyndtes. Forsaavidt Førstvoterende i Stensballes Erklæring har fundet et Bevis for, at den ikke var saa særdeles paalidelig, idet Stensballe selv siger, at han erindrer at have forlangt Bøgerne forgjæves, tillægger jeg tvertimod denne Sætning en forøgrt Vægt, idet han ikke er blevet staaende allene ved, hva Boghandlerne i Almindelighed erklære, naar de sige, at en Bog er udsolgt; naar de i Almindelighet bruge dette Udtryk, ligger deri kun en Forudsetning om, at de maatte have faaet Besked derom, hvis det ikke var saa; men Stensballe siger: jeg har personligen undersøgt Sagen og forhørt mig om, hvor jeg skulde kunne faa Bogen, men jeg fandt den ikke. Jeg tillægger altsaa hans Erklæring dobbelt Vægt, fordi han har personlig Erfaring for, at Bogen ikke har været at faa. Med Hensyn til Beviset i lignende Tilfælde fordrer man heller ikke mere. Naar der tales om, hvorvidt en Ting findes eller ikke, fordrer man af den, hvem Beviset paaligger, kun, at han fører de Presoner som Vidner, der kunne forudsættes at kunne give Oplysning derom, og naar disse erklære, at Tingen, dem bekjendt, ikke længre existerer, anser man Beviset for godt, idet man i Praxis stadig har antaget, at det har været nødvendigt for Modparten at paavise, at det, som Vidnerne have sagt, ikke forholder sig rigtigt. Om at noget andet skulde gjælde i dette Tilfælde kan jeg ikke overbevise mig. Da Paastand fremkom fra Appell.s Side om, at «Hærmændene på Helgeland» i længre Tid skulde have været bortsolgt, var ikke længre Tid gaaet, end at Ibsen maatte have fuldkommen god Anledning til at kunne føre Bevis for det Modsatte, forsaavidt det maatte være Tilfældet. Hans Undladelse af at foretage noget Skridt i denne henseende, godtgjør saaledes efter min Formening end yderligere Rigtigheden af, hvad jeg antager at være Tilfældet, nemlig at Værket virkelig allerede i længre Tid havde været udsolgt. Jeg antager derfor, at Appell. maaa blive at frifinde, forsaavidt han er sigtet for at have udgivet i Trykken det omhandlede Skrift, og som Følge heraf antager jeg, at Processens Omkostninger for begge Retter maa blive at ophæve.

Assessor Manthey: Jeg er i Væsentlige og Resultatet enig med Førstvoterende.

Extraordinær Assessor, Expeditionssekretær Kjerulf samt Justitiarius Meldahl: Ligesaa.

Høiesterets Dom blev derefter afsagt overnsstemmende med Førstvoterendes Konklusion.